View profile

Unmind v/Esther Sorgenfrei Blom - Issue #23

Revue
 
Kontakt og mindfulness
 
October 14 · Issue #23 · View online
Unmind v/Esther Sorgenfrei Blom
Kontakt og mindfulness

Sidder og arbejder med forelæsning om introduktion til mindfulness og bevæger mig gennem tidligere oplæg, og mærker ganske tydeligt, og samtidig subtilt, hvordan min fornemmelse har forandret sig siden jeg sidst delte min forståelse af det. Som var i mandags. Hvis vi er vågne nok, ser vi disse strømninger af ændring i vores tænkning og lyst til at formidle, hvad skal formidles og hvad jeg kan formidle på dette tidspunkt.
Det er nødt til at tage afsæt i, hvad der er min oplevelse. Det bad Buddha os om i sin tid, at vi ikke skulle tage noget for givet af det, han talte om, men sætte os og meditere og leve liv i mindfulness og derigennem se, hvad vi så erfarede. En vigtig pointe at huske på i disse tider (eller nok mere præcist, som til alle andre tider), hvor mange kikker mod såkaldte eksperter eller “Danmarks førende” indenfor fx. mindfulness og gerne vil vide, præcis hvad det er og hvordan man får noget mere af det ind i sit liv.
Fordi mange kan fornemme, at der er noget dér. Noget, som kan berige og livgive. At der er en understrøm, eller noget, der strømmer gennem alt det, som er, som vi kan inkludere i vores liv, så de opleves med den fylde, som er lige her, lige nu.
Som fx. kontakten med hinanden eller oplevelsen af andre, der har kontakt; barnet, der peger op fra klapvognen mod noget, kikker mod forælderen, der bekræfter synet; de elskende, der mødes fredag eftermiddag på hovedbanegården; kontakten mellem en ældre dame og den unge fyr i køen ved kasseapparatet, udlændingen, der spørger skoleeleverne om vej.
Disse øjeblikke af nogle og noget, der mødes, ofte med en venlig umiddelbarhed og villighed til at stoppe i sit spor og gå i kontakt. Disse øjeblikke er der oftere end vi tror, men vi er nødt til at iføre os en vis langsommelighed i vores bevægelser og betragtninger, for at tage det liv ind, der udfolder sig lige omkring os og inden i os, for skabe forbindelse mellem de to til gensidig gavn, glæde og næring.
Forleden på vej hjem fra byen var det min praksis. At når kroppen var vendt mod et andet menneske, så kikkede jeg på dem og så, om øjenkontakt opstod. Uden at være knyttet til ønsket om kvittering med et smil, men med nysgerrighed efter at opleve at være sammen med mennesker, når nu vi var det; i toget, på stationen, på vej op ad trappen eller i elevatoren. Der er forbavsende meget liv og fællesskab, som vi jo er en del af, men som vi ofte bare tager for givet og går let henover, fordi der er et eller andet, vi skal, er optaget i vores tanker, eller hvad ved jeg.
En rejse hjem med toget fra København til Vangede er en uendelig lang række af øjeblikke, med fylde og liv, lige til at nære os som de levende mennesker, vi er, blandt andre levende mennesker. I Zen refererer vi ofte til, at hvert eneste øjeblik er fuldt af uendelige mange muligheder, en rigdom af sansninger og oplevelser. Min erfaring er at åbne op for dem gennem at åbne op for opmærksomheden beriger og giver liv. Når vi er i kontakt med os selv og hinanden, kan vi også bedre samles om at løfte de opgaver, der ligger i vores tid.

Det er det, mindfulness betyder for mig, i dette øjeblik.
Zen meditation om onsdagen i unmind kl. 16-30-18.00. Vores sangha er voksende og alle er velkomne. Næste gang er onsdag den 24. oktober.
Forelæsning om Mindfulness torsdag den 25. oktober kl. 17.30-19.15 (som jeg tager for Jacob Piet)
Håber vi ses!
Kærlige hilsener
Esther.
 
BOUNDLESS WAY ZEN
Mindfulness
Did you enjoy this issue?
If you don't want these updates anymore, please unsubscribe here
If you were forwarded this newsletter and you like it, you can subscribe here
Powered by Revue