View profile

Podcasts & podcasting vol. 94 – Vroom! (G)

Podcasts & podcasting vol. 94 – Vroom! (G)
By Søren Hugger Møller • Issue #31 • View online
Jeg har simpelthen haft for meget om ørerne til at få strikket en ny udgave af nyhedsbrevet sammen til jer. Derfor er jeg dykket i arkivet og har fundet en genudsendelse fra maj 2017.
Dengang skrev jeg om et emne, som faktik stadig er lige så relevant for mig. Det er fortsat noget af det jeg møder flest overraskede reaktioner på – selvom denne tendens dog er blevet noget mere udbredt over de seneste år.

Jeg lytter til alle podcasts i halvanden gange tempo. Stort set alle, i hvert fald. Jeg bliver mødt af lidt blandede reaktioner når jeg kommer med den udmelding. Men jeg har simpelthen ikke timer nok i døgnet til alle de podcasts jeg gerne vil høre. Og med halvanden gange hastighed bliver en time jo til omkring 40 minutter. Alligevel render jeg stadig ofte panden mod den virtuelle mur, som min playliste af og til kan forekomme at være. Jeg burde virkelig lære at begrænse mig…
Jeg lytter til alle mine podcasts i Pocket Casts til Android. Den og langt de fleste andre podcastapps (inklusive Apples egen) har en indbygget mulighed for at justere afspilningshastigheden. Præcisionen hvormed det kan gøres varierer lidt, men i Pocket Cast kan jeg justere i trin af 0,1 helt op til 3,0x. Rent faktisk kan tempoet også justeres ned til 0,5x, med samme intervaller – langsom afspilning er dog ikke noget jeg har dyrket.
En typisk reaktion jeg får, er spørgsmålet om hvorvidt, det ikke er forvirrende at lytte med hastigheden sat op. Det synes jeg faktisk ikke at det er. Halvanden gang er ikke nok til, at der bliver ændret ved pitch (altså ingen smølfestemmer) og det er heller ikke for hurtigt til, at jeg føler at jeg ikke kan koncentrere mig om detaljerne. Det er dog kun når jeg lytter med hovedtelefoner, at jeg kan skrue helt op til halvanden gang. Når jeg lytter via højtaler ud i et rum, hvor der trods alt er andre støjkilder go, nøjes jeg som regel med 1,3x. Hvor meget man kan skrue op for hastigheden før man mister koncentrationen er dog nok ret individuelt.
En anden bekymring som jeg relativt ofte møder og som jeg nok må indrømme kan være berettiget, handler om selve lytteoplevelsen. Især ved podcasts, hvor der er særligt fokus på produktion og montering. Og der kan naturligvis ikke herske nogen tvivl om, at i tilfælde hvor der er tale om mere end “bare” er en samtale i et studie, så kan en justering af hastigheden også have en væsentlig større betydning for helhedsoplevelsen. Og jeg må da også indrømme, at jeg hører enkelte podcasts i normalt tempo, simpelthen fordi produktionen nødvendiggør det. Det gælder særligt produktioner, hvor musik spiller en stor rolle.
Lidt i forlængelse heraf, er det relevant at nævne en anden teknik til at “effektivisere” sin podcastlytning. Flere podcastapps kan udover at justere afspilningshastigheden også fjerne stilhed i lydfiler. Dette kan selvsagt også være med til at reducere afspilningstiden, men jeg er må indrømme, at jeg ikke er ret stor fan af den praksis. Jeg betragter denne teknik som værende væsentlig mere destruktiv end blot justering af hastigheden. At fjerne pauser og andre elementer af stilhed kan i ekstraordinær grad gå ind og påvirke lytteoplevelsen, både i forhold til det udtryk der er tiltænkt, men i høj grad også i forhold til forståelsen – der er trods alt som hovedregel en god grund til, at vi mennesker holder pauser, når vi taler. Ved en justering af hastigheden bibeholdes pauser osv. trods alt. Og de fylder forholdsvis lige så meget, da deres varighed jo er afkortet i samme grad som resten af indholdet.
Jeg har faktisk aldrig selv prøvet at bruge muligheden for at fjerne stilhed, så min skepsis er udelukkende baseret på antagelser. Hvis du har nogen erfaring med det – positive som negative – som skrive endelig til mig! jeg er nysgerrig efter at høre hvad andre tænker om det!
//////
Dermed nåede vi enden på min lille genudsendelse om lyttehastighed. Som nævnt, så er det er emne som stadig er yderst relevant for mig. Det er stadig en absolut uundværlig funktion for mig, at kunne justere afspilningshastigheden i en podcastapp. Heldigvis er det da efterhånden også ved at være blevet en rimeligt standard funktion.
Næste gang Podcasts & podcasting planmæssigt skal udkomme er tirsdag den 1. december. Tiden må vise om jeg bliver klar med en helt frisk udgave til den tid. Jeg har lidt meget at se til for tiden og nu nærmer julen sig jo ovenikøbet. Men det må tiden vise.
/Søren Hugger Møller
Did you enjoy this issue?
Søren Hugger Møller

Hver anden tirsdag udsender jeg et nyhedsbrev om podcasts & podcasting. Indholdet varierer fra at være konkrete anbefalinger af podcasts eller podcastepisoder til mine holdninger, idéer og tanker om forskellige aspekter af podcastuniverset.

Håber du har lyst til at læse med! 😊

In order to unsubscribe, click here.
If you were forwarded this newsletter and you like it, you can subscribe here.
Powered by Revue