View profile

Podcasts & podcasting vol. 90 – Åbent eller lukket?

Læsetid: cirka 7 minutter Så fylder Podcasts & podcasting endnu engang rundt. Som vanligt har jeg
Podcasts & podcasting vol. 90 – Åbent eller lukket?
By Søren Hugger Møller • Issue #27 • View online
Læsetid: cirka 7 minutter
Så fylder Podcasts & podcasting endnu engang rundt. Som vanligt har jeg ikke planlagt det store i den anledning. Hvem ved, måske jeg finder på noget når vi når 100. 😄
Her i nummer 90 går jeg lidt i nørdemodus og dykker end i en tendens, som jeg tror kommer til at være ret definernede for udviklingen af podcastmakedet over de kommende år. 🤓

I onsdags, den 16. september, lancerede Amazon Music deres podcasttilbud. Tjenesten er til at begynde med kun tilgængelig i USA, Storbritanien, Tyskland og Japan. Men selvom vi danskere altså ikke umiddelbart bliver direkte berørt af Amazons indtog på podcastscenen, så er det alligevel et træk, som er udtryk for en større og ret interessant tendens.
Over de seneste år har vi set flere og flere store, etablerede navne bevæge sig ind på podcastmarkedet. Mest prominent har nok været Spotifys indtog, som især sidste år skabte overskrifter, da den svenske streaminggigant gik på storopkøb og bl.a. sikrede sig produktionsselskabet Gimlet og hostingvirksomheden Anchor.
Vi har også over de seneste år set at Google har fokuseret sin position på podcastmarkedet med lanceringen af Googl Podcasts og i år endelig nedlukningen af Google Music, som ellers også indeholdte podcasts i USA - ganske forvirrende.
Grunden til at jeg finder denne udvikling særligt interessant, er at podcasting historisk set har været – og fortsat er – et meget åbent medie. Hele fundamentet for det podcastmiljø er RSS-feeds, som i bund og grund blot er tekstfiler som indeholder referencer til diverse mediefiler og som hvem som helst i princippet kan bygge en app til at håndtere.
Apple som stadig er den mest dominerende spiller på markedet, er i sig selv også en stor spiller. Men deres tilgang har altid i høj grad været at understøtte den åbne økosystem. Apple Podcasts, og før det iTunes, har altid grundlæggende været et katalog over RSS-feeds og trods moderering har det som udgangspunkt også været nemt at få sin podcast gjort tilgængelig hos Apple. Apple har rent faktisk også bidraget til videreudviklingen af RSS-“standarden” ved at introducere nye udvidede funktionaliteter (man kan bestemt diskutere Apples tilgang til dette, men lad os for nu beholde ja-hatte på).
Årsagen til at alle disse store spillere løbende får øjnene op for podcasting må i hvert fald delvist tilskrives den købende vækst i forbrugere som vi har set over de seneste år og umiddelbart bliver ved med at se. For at holde et hjemligt fokus, så er andelen af den danske befolkning over 12 år, som ugentligt lytter til podcast netop kommet op på den anden side af en fjerdel. Hvilket betyder at man hos DR Medieforskning nu anser podcasting som værende et mainstreammedie – disse seneste opdateringer kom frem i Medianos interview med DR Medieforskning, som jeg omtalte i vol. 88 af Podcasts & podcasting. Danmark ligger generelt set en smule efter det engelsksprogede marked.
Der er altså mennesker at nå her! Og det er sådan set ikke synderligt overraskende, at der er flere bejlere som gerne vil have en del af den kage.
Selvom alle de store spillere som efterhånden melder sig på banen også i udgangspunktet omfavner det åbne økosystem ved at lade deres kataloger basere sig på frit tilgængelige RSS-feeds, så er de hver især naturligvis også interesserede i at få tiltrukket så mange brugere som muligt til netop deres platform. Og det er netop her vi begynder at se en interessant tendens.
For der er én ting som særligt er slået igennem som trækplaster og det er eksklusivt indhold. Altså podcasts som udelukkende kan høres på en specifik platform og ikke er tilgængelig på klassisk vis gennem et RSS-feed. Vi har set det i stor stil fra Spotify, både gennem føromtalte opkøb af Gimlet, men også via aftaler med fx den amerikanske podcaster Joe Rogan og den tidligere amerikanske præsidentfrue Michelle Obama. Amazon lagde da også ud med at annoncere at de havde landet en aftale om bl.a. en eksklusiv podcast med DJ Khaled.
Spotify har indgået en ekslkusivaftale med den amerikanske podcaster Joe Rogan så hans podcast fra årsskiftet kun kan findes på Spotify
Spotify har indgået en ekslkusivaftale med den amerikanske podcaster Joe Rogan så hans podcast fra årsskiftet kun kan findes på Spotify
Denne tendens er jo i høj grad et opgør med den føromtalte åbenhed. Eksklusivt indhold leder i en retning og det er mod silodannelse. Den er noget ganske andet end vi har været vant til når det kommer til podcasting. Det er bestemt ikke fordi denne tendens er spritny. Den har såmænd ligget og ulmet i en del år, men det der gør den nuværende situation særlig er, at vi ser flere og flere af de etablerede mediegiganter komme på banen.
Rent faktisk er selv the grand old man Apple begyndt at lege lidt med tanken om eksklusivt lydindhold. De gør det dog med et lidt andet udgangspunkt, nemlig i form af oplæste artikler i deres Apple News+-tjeneste. Ganske vist har Apple også som en del af deres News+-satsning lanceret en daglig nyhedspodcast , som er semi-eksklusiv i Apple Podcasts (læs mere i vol. 88), men det er indtil videre ikke noget, som er i nærheden af det vi ser fra de andre store spillere.
Men netop Apple er faktisk en del af motivationen bag et initiativ, som forsøger at kæmpe for det åbne økosystem. Den mangeårige amerikanske podcaster og mediepersonlighed Adam Curry er nemlig en af initiativtagerne til det som er blevet døbt The Podcast Index (endelig ikke at forveksle med det danske Podcastindex).
Helt kort fortalt er The Podcast Index et katalog over RSS-feeds. Altså et sted hvor man som fx appudvikler kan gå hen for relativt nemt at få adgang til alverdens podcasts uden at skulle opsøge dem alle selv (en udfordring ved et åbent økosystem er jo at der dukker vanvittigt meget indhold op og at der hele tiden kommer nyt til).
Og hvordan er dette så motiveret af Apple? Jo, i dag fungerer Apple Podcasts faktisk som sådan et åbent katalog. Apple har jo gennem mange år opsamlet alverdens RSS-feeds og de har fået etableret sig som STEDET man skal tilføje sit feed, når man lancerer en ny podcast. Apple har så været så venlige at de har stillet et API til rådighed, hvor man har kunnet tilgå dette katalog og fx nemt få adgang til nytilføjelser, hvis man fx selv har lavet en podcastapp.
The Podcast Index er opstået på baggrund af en frygt for at den ulmende platformskrig måske kan få Apple til at lukke sig mere om sig selv og dermed sløjfe den åbne adgang til dette katalog.
Så der sker altså noget på begge sider af hegnet, om man så må sige. Hensigten med dette nyhedsbrev er ikke at komme med en forudsigelse af hvilken fløj der kommer til at vinde. Det tør jeg simpelthen ikke at spå om! Men jeg synes det er superspændende at se at der er så mange ting i gang. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg personligt er ret stor tilhænger af det åbne økosystem. Både fordi det giver mig fleksibilitet som lytter, men også fordi jeg er absolut overbevist om, at podcastmarkedet ikke var nået dertil hvor vi er i dag hvis ikke det havde været for netop dette åbne fundament.
Folkene bag The Podcast Index laver i øvrigt også en podcast med titlen Podcasting 2.0 om projektet. Man skal dog nok have en mere end sædvanlig interesse for emnet før det giver mening at lytte til den. Den er meget nørdet og har til tider tendens til at stikke af ud af nogle tangenter. Så skal nok være nørd på mit niveau, for at det giver mening at lytte med. 😄
Podimos første fødselsdag
Torsdag den 17. september var det et år siden den danske podcastapp Podimo blev lanceret. Egentlig synes jeg det føles som læmngere tid, men sådan er det jo med alt i dette gudsjammerlige år, 2020…
Apropos dette nyhedsbrevs tema, så er Podimo jo vores egen lokale repræsentant for den tendens jeg beskriver med potentiel silodannelse. Podimo kommer ganske vist ikke som en eksisterende gigant, men de følger høj grad den samme skabelon med at fokusere benhårdt på eksklusive titler som trækplaster.
Politiken kan i øvrigt berette om at Podimo har nået 400.000 appinstallationer på det ene år. Historien melder dog ikke noget om brugere - betalende eller ej.
//////
Dermed nåede vi også enden på vol. 90 af Podcasts & podcasting. Hvis du har tanker om siloer vs. det åbne økosystem som du vil dele med mig, skal du endelig ikke tøve med at svare på denne mail.
I det hele tage ter al feedback som altid meget velkommen!
Vol. 91. udkommer tirsdag den 6. oktober. Hav det godt så længe!
/Søren Hugger Møller
Did you enjoy this issue?
Søren Hugger Møller

Hver anden tirsdag udsender jeg et nyhedsbrev om podcasts & podcasting. Indholdet varierer fra at være konkrete anbefalinger af podcasts eller podcastepisoder til mine holdninger, idéer og tanker om forskellige aspekter af podcastuniverset.

Håber du har lyst til at læse med! 😊

If you don't want these updates anymore, please unsubscribe here.
If you were forwarded this newsletter and you like it, you can subscribe here.
Powered by Revue