Ovenstående billede viser den seneste graf over den overordnede udvikling i podcastdownloads i USA målt af Podtrac. Den viser at de seneste uger har budt på højere antal downloads end ved årsskiftet, men samtidigt at der er tale om en stigende kurve der er blevet brudt over se seneste uger. Noget tyder dog også på at den faldende kurve er ved at falde ud og at et nyt “standardniveau” måske er nået.
Podtrac bryder også deres tal op på kategorier. Jeg har ikke lavet en dybere analyse af disse, men ved første øjekast er det værd at bemærke, at kategorier som Business og Videnskab lader til at opleve en lille stigning, mens andre kategorier generelt er dalende.
Men hvordan ser det ud i Danmark? Podtrac er et amerikansk firma og selvom de måler downloads på globalt plan, så er deres data meget fokuserede på det amerikanske marked. Herhjemme har vi jo
Podcastindex, som nok er bedste bud på en kilde til danske tendenser. Desværre er tallene på Podcastindex ikke helt opdaterede. Når alt fungerer efter planen, så offentliggøres tal med to ugers forsinkelse, hvilket ville betyde, at vi på nuværende tidspunkt (uge 15) burde kunne se tal fra uge 13. Sidst jeg tjekkede, umiddelbart før dette nyhedsbrev blev udsendt, var de senest tilgængelige tal dog stadig fra uge 13. Uge 12 er den første hele uge, hvor restriktionerne var indført i Danmark. Derudover mangler der i uge 12 tal fra Bauer Media. Og selvom R4dio her er kommet til, så er der nok alt i alt tale om et lidt for spinkelt datagrundlag til at kunne konkludere noget entydigt om udviklingen på det danske marked.
Om forsinkelserne i data, både generelt og fra enkelte leverandører, skyldes Covid-19 eller påsken ved jeg ikke, men jeg vil holde øje med listen over de kommende uger. Så måske kan jeg bringe nyt i sagen i vol. 81 af Podcasts & podcasting.
I forhold til Podcastindex, så er det relevant lige at påtale at det selvfølgelig langt fra er en altomfattende liste. Listen domineres stadig i høj grad af DR og Bauer og rigtig mange af de podcasts som ligger højt på listen er radioprogrammer, som også distribueres som podcasts. Et argument for at se specifikt på de største spillere er naturligvis, at der skal en vis datamængde til før det giver mening at begynde at se på tendenser. Men selv med det sagt, så er der ingen tvivl om at det ville være endnu mere interessant at kunne aggregere endnu større mængder af data på tværs af danske podcasts.
Lige så kunne det være interessant at se på data mere specifikt for indhold, som primæret/udelukkende udkommer som podcast. Jeg er ikke en af dem, som mener at radioprogrammer, som distribueres som podcasts ikke er lige så “ægte” podcasts som indhold. Men i forhold til lyttemønstre og ændrede vaner, så er det naturligvis vigtigt at holde sig for øje, at der når der er tale om indhold som udkommer på flere platforme, er væsentligt flere parametre, som kan spille ind. Er et fald i downloads af et radioprogram fx udtryk for at folk lytter mindre eller at de i stedte hører programmet i radioen, fordi de kan tilrettelægge deres dag anderledes?
Her kan listen fra Podcastindex, selvfølgelig med lidt manuelt arbejde ret nemt sorteres således at radioprogrammer og “podcast first” adskilles.
Måske det er noget jeg får kigget på til en fremtidig udgave af Podcasts & podcasting. Lige nu, i disse skøre tider, tør jeg ikke love alt for meget konkret.
(Jeg vil i øvrigt lige nævne, at jeg ikke længere har nogen form for involvering i Podcastindex. Inden Radio24syv lukkede, var jeg med i gruppen, som fik det stablet på benene, men siden 1. november, har jeg ikke været involveret.)
Hvis du ligger inde med en viden om downloadudviklingen over de seneste uger på det danske podcastmarked (eller for specifikke podcasts), som du har lyst til at dele, så må du endelig ikke tøve – bare tryk svar på denne mail. 😊