View profile

Podcasts & podcasting vol. 80 – Podcastlytning under pandemien & Levende fortællinger (G)

Læsetid: cirka 8 minutter I denne vol. 80 af Podcasts & podcasting disker jeg op med en genudsend
Podcasts & podcasting vol. 80 – Podcastlytning under pandemien & Levende fortællinger (G)
By Søren Hugger Møller • Issue #17 • View online
Læsetid: cirka 8 minutter
I denne vol. 80 af Podcasts & podcasting disker jeg op med en genudsendelse af en anbefaling af en af mine absoluttefavoritpodcasts. Den var en ret stor overraskelse dengang den dukkede op og den har heldigvis formået at holde niveauet lige siden og er som sagt fortsat en af mine klare favoritter. Der er take om noget både sjovt og surrealistisk– og i disse tider er sjov og virkelighedsflugt jo virkelig noget man kan have behov for!
Inden vi når til genudsendelsen vil jeg dog lægge ud med et hurtigt kig på hvad Covid-19-pandemien ser ud til at betyde for podcastområdet. I sidste udgave af Podcasts & podcasting var jeg kort inde på, hvordan jeg selv har forsøgt at holde en nogenlunde hverdagsrytme gående til trods for hjemmearbejde og generel hensyntaget til og afstandholden fra andre mennesker. Derfor får jeg også fortsat lyttet til en god del podcasts, men min lytte rytme er ændret en smule. Uden at komme med en videnskabelig konklusion, så er det interessant lige at tage et overordnet kig på, hvordan folks ændrede vaner og rytmer spiller ind på det verdensomspændende podcastforbrug.

Podcastlytning under pandemien
Som bekendt er måling fa podcastforbrug ikke en simpel og ensartet størrelse. Derfor har podcastsfæren da også nærmest svømmet over med analyser af hvilken betydning de seneste uger.
Noget af det mest håndgribelige og let tilgængelige data jeg har set er Podtracs ugentlige opdatering over trafikudviklingen på de podcasts de måler.
Podtrac er en tjeneste der så at sige lægger sig i mellem en podcasthost og lytteren og som på den måde agerer statistikmellemmand. Podtrac er altså ikke selv en podcasthost og måler derfor podcasts på tværs af forskellige hosts. Samtidig er det dog også yderst vigtigt at holde sig for øje, at Podtrac stadig er en tjeneste, som podcastere aktivt tilvælger og at de således ikke med 100 % sikkerhed kan forventes at være absolut repræsentative for det globale podcastmarked.
Men selv med de forbehold, så har Podtrac en størrelse, som gør at deres tal er interessante at se på.
Udviklingen i amerikanske podcastdownloads målt af Podtrac
Udviklingen i amerikanske podcastdownloads målt af Podtrac
Ovenstående billede viser den seneste graf over den overordnede udvikling i podcastdownloads i USA målt af Podtrac. Den viser at de seneste uger har budt på højere antal downloads end ved årsskiftet, men samtidigt at der er tale om en stigende kurve der er blevet brudt over se seneste uger. Noget tyder dog også på at den faldende kurve er ved at falde ud og at et nyt “standardniveau” måske er nået.
Podtrac bryder også deres tal op på kategorier. Jeg har ikke lavet en dybere analyse af disse, men ved første øjekast er det værd at bemærke, at kategorier som Business og Videnskab lader til at opleve en lille stigning, mens andre kategorier generelt er dalende.
Du kan selv fordybe dig mere i graferne hos Podtrac. Der kommer ugentlige opdateringer hver mandag eller tirsdag og ovenstående graf er fra den 6. april.
Men hvordan ser det ud i Danmark? Podtrac er et amerikansk firma og selvom de måler downloads på globalt plan, så er deres data meget fokuserede på det amerikanske marked. Herhjemme har vi jo Podcastindex, som nok er bedste bud på en kilde til danske tendenser. Desværre er tallene på Podcastindex ikke helt opdaterede. Når alt fungerer efter planen, så offentliggøres tal med to ugers forsinkelse, hvilket ville betyde, at vi på nuværende tidspunkt (uge 15) burde kunne se tal fra uge 13. Sidst jeg tjekkede, umiddelbart før dette nyhedsbrev blev udsendt, var de senest tilgængelige tal dog stadig fra uge 13. Uge 12 er den første hele uge, hvor restriktionerne var indført i Danmark. Derudover mangler der i uge 12 tal fra Bauer Media. Og selvom R4dio her er kommet til, så er der nok alt i alt tale om et lidt for spinkelt datagrundlag til at kunne konkludere noget entydigt om udviklingen på det danske marked.
Om forsinkelserne i data, både generelt og fra enkelte leverandører, skyldes Covid-19 eller påsken ved jeg ikke, men jeg vil holde øje med listen over de kommende uger. Så måske kan jeg bringe nyt i sagen i vol. 81 af Podcasts & podcasting.
I forhold til Podcastindex, så er det relevant lige at påtale at det selvfølgelig langt fra er en altomfattende liste. Listen domineres stadig i høj grad af DR og Bauer og rigtig mange af de podcasts som ligger højt på listen er radioprogrammer, som også distribueres som podcasts. Et argument for at se specifikt på de største spillere er naturligvis, at der skal en vis datamængde til før det giver mening at begynde at se på tendenser. Men selv med det sagt, så er der ingen tvivl om at det ville være endnu mere interessant at kunne aggregere endnu større mængder af data på tværs af danske podcasts.
Lige så kunne det være interessant at se på data mere specifikt for indhold, som primæret/udelukkende udkommer som podcast. Jeg er ikke en af dem, som mener at radioprogrammer, som distribueres som podcasts ikke er lige så “ægte” podcasts som indhold. Men i forhold til lyttemønstre og ændrede vaner, så er det naturligvis vigtigt at holde sig for øje, at der når der er tale om indhold som udkommer på flere platforme, er væsentligt flere parametre, som kan spille ind. Er et fald i downloads af et radioprogram fx udtryk for at folk lytter mindre eller at de i stedte hører programmet i radioen, fordi de kan tilrettelægge deres dag anderledes?
Her kan listen fra Podcastindex, selvfølgelig med lidt manuelt arbejde ret nemt sorteres således at radioprogrammer og “podcast first” adskilles.
Måske det er noget jeg får kigget på til en fremtidig udgave af Podcasts & podcasting. Lige nu, i disse skøre tider, tør jeg ikke love alt for meget konkret.
(Jeg vil i øvrigt lige nævne, at jeg ikke længere har nogen form for involvering i Podcastindex. Inden Radio24syv lukkede, var jeg med i gruppen, som fik det stablet på benene, men siden 1. november, har jeg ikke været involveret.)
Hvis du ligger inde med en viden om downloadudviklingen over de seneste uger på det danske podcastmarked (eller for specifikke podcasts), som du har lyst til at dele, så må du endelig ikke tøve – bare tryk svar på denne mail. 😊
Genudsendelse: Levende fortællinger
Everything is Alive er en comedypodcast med et twist. Eller ét twist kan faktisk ikke gøre det. Men det skal jeg nok komme tilbage til. Den grundlæggende præmis er, at hver episode består af et improviseret interview. Der hvor Everything is Alive adskiller sig fra mange andre impro-podcasts er ved, at den interviewede altid er et livløst objekt af en eller anden slags. Altså fx møbler og forskellige hverdagsting. Det er lige før det bliver ren Skønheden og Udyret!
I serien møder vi således bl.a. en hovedpude, som har et anstrengt forhold til den fancy pude af memoryfoam, som også bor i samme seng som ham. Vi møder en tanden Paul, som er blevet slået ud af den mund, hvor han hørte til, men desværre ikke kan huske hvordan denne ulykke indtraf. Min personlige favorit er indtil videre lygtepælen Maeve, som udover at være vældig nysgerrig efter at vide hvad der sker lige rundt om hjørnet fra hvor hun står, også er fuldkommen overbevist om at musicalfilmen Singing in the Rain er en film om en lygtepæl.
Den verdensberømte lygtepæl, som spiller hovedrollen i Singing in the Rain. I hvert fald hvis du spørger Maeve
Den verdensberømte lygtepæl, som spiller hovedrollen i Singing in the Rain. I hvert fald hvis du spørger Maeve
Det lyder med garanti vanvittigt underligt, når jeg beskriver det her. Men jeg synes virkelig det er morsomt! Det er i høj grad hjulpet på vej af, at rollerne som de livløse objekter bliver spillet utroligt godt og overbevisende. Ja, overbevisende. Jeg synes faktisk det er det mest rammende ord, selvom man nok kunne argumentere for, at det er svært at definere, hvordan man spiller et livløst objekt på overbevisende facon. Men det er i hvert fald virkelig veludført.
Selvom du måske tænker at livløse interviewofre i sig selv kan siges at være noget af et twist, så er det faktisk ikke det jeg tænkte på, da jeg lagde ud med at tale om et twist. For noget af det, som virkelig skiller sig ud, og fucker lidt med ens hjerne, ved Everything is Alive er at der udover de improviserede interviews med livløse objekter rent faktisk også krydsklippes til interviews med rigtige levende mennesker, som har en vaskeægte viden om noget af det, som den givne episode handler om. Således kan du bl.a. høre hvordan en arkitekt i 1957 fantaserede om at bygge verdens højeste skyskraber i Chicago, som skulle have elevatorer drevet af atomkraft!
Så Everything is Alive er altså ikke blot ren og skær underholdning (ikke at der er noget galt med det), man kan rent faktisk også blive klogere på emner, man måske ikke lige gik og regnede med man skulle lære noget om.
Der udkommer en ny episode af Everything is Alive hver tredje uge og der er i skrivende stund seks udgivne afsnit. De varer omkring 20 minutter, hvilket jeg personligt sætter stor pris på, grundet mit hektiske lyttemønster. 😄
Du finder Everything is Alive her: webApple PodcastsGoogle PodcastsRSSAndroid, Spotify
Tilføjelse her i vol. 80: Da jeg anbefalede Everything is Alive første gang tilbage i oktober 2018 var podcasten næsten lige startet. I skrivende stund er sæson tre netop startet og der er således masser af indhold at give sig i kast med. Jeg vil varmt anbefale at gå tilbage til starten og høre det hele. Række følgen spiller ikke den store rolle, men det hele er virkelig fremragende!
Og så nåede vi slutningen på vol. 80 af Podcasts & podcasting. Det blev lidt langt og måske også lidt vævende. Men sådan er det jo engang i mellem. Og til gengæld kan du jo så høre hvad jeg stadig vil betegnegne som noget af det bedste comedy på podcastform!
Næste udgave fa Podcasts & podcasting har planmæssig udgivelsesdag den 21. april. Jeg satser på at det holder, men som med alt muligt andet, så er det umuligt at sige hvad der sker i disse tider.
/Søren Hugger Møller
Did you enjoy this issue?
Søren Hugger Møller

Hver anden tirsdag udsender jeg et nyhedsbrev om podcasts & podcasting. Indholdet varierer fra at være konkrete anbefalinger af podcasts eller podcastepisoder til mine holdninger, idéer og tanker om forskellige aspekter af podcastuniverset.

Håber du har lyst til at læse med! 😊

If you don't want these updates anymore, please unsubscribe here.
If you were forwarded this newsletter and you like it, you can subscribe here.
Powered by Revue