En af de mest håndgribelige og “her og nu”-agtige tiltag, som Apple annoncerede vedrørende podcasts ved WWDC var de opdaterede kategorier, som de agtede at rulle ud i Apple Podcasts. Mens jeg har været væk hr Apple Podcasts og iTunes været helt uden kategorier i 10 dage. Men før weekenden dukkede de nye kategorier så op.
Som beskrevet i vol. 65, så favner de nye kategorier væsentligt bredere end de gamle. Det er en kærkommen ændring, da de gale kategorier tydeligt bar præg af at være defineret for rigtig mange år siden. Med de nye har Apple ladet sig inspirere af den udvikling der er sket inden for podcasting gennem især de seneste par år. Således er der fx kommet selvstændige kategorier for både “daglige nyheder” og “true crime”.
Som jeg også tidligere har beskrevet, så er det ikke som sådan Apples ret uden videre at diktere disse kategorier, da podcastøkosystemet fortsat er en ret åben og decentraliseret størrelse. Men de oprindelige kategorier var defineret af Apple og de er fortsat en så stor spiller i landskabet, at det må forventes, at det har en vis gennemslagskraft, at de laver ændringer som disse. Så vidt jeg har hørt på vandrørene (jeg har ikke haft tid til at lave min egen grundige research), så lader det da også til at de fleste podcasthosts derude er begyndt at understøtte de nye kategorier, eller snart har til hensigt at gøre det.
Det er ikke nogen større katastrofe, hvis man som podcaster endnu ikke har de nye kategorier implementeret i sine feeds. jeg ved fra pålidelig kilde, at Apple indtil videre lader de gamle kategorier falde tilbage på de nye overordnede kategorier. Man risikerer altså ikke at en podcast pludselig optræder uden kategori. Men hvis nogen derude kender til en host, som endnu ikke har skiftet til de nye kategorier eller har bekendtgjort at de ikke agter at gøre det, så hører jeg gerne om det.
Hvordan podcasthosts håndterer skiftet er dog kun den ene side af sagen, for siden alle de store podcastplatforme benytter sig af de samme RSS-feeds, for at skabe deres kataloger, så er de også nødt til at forholde sig til disse. Rigtig mange tredjepartsapps, som fx min egen favorit Pocket Casts, høster deres katalog direkte fra Apple Podcasts. Hos Google opsøger deres Googlebot selv RSS-feeds rundt om på nettet og dermed får de også de nye kategorier med, uanset om de vil det eller ej. Der er altså ingen tvivl om at alle tredjepartapps er nødt til at forholde sig til de nye kategorier på den ene eller anden måde. Om løsningen så er at skifte alle de gamle ud med de nye eller at konvertere de nye kategorier til de nærmest passende af de gamle. Eller måske begge i en overgangsperiode. Hos Spotify har de allerede defineret deres egne kategorier, som skal vælges når en podcast tilføjes til deres katalog, så her må problemet antages at være mindre for deres eget katalog.
Ændringen af kategorierne kan måske i en vis forstand ses som et forsøg på fra Apples side at spille lidt med musklerne og vise, at de altså stadig har noget at skulle have sagt i det podcastmarked, som de hidtil har været meget dominerende i, men som er begyndt at blive påvirket mere og mere af andre aktører.