Se profil

Kan man lave video, der kan lyttes?

Lars K Jensen
Lars K Jensen
Har du fået denne mail tilsendt fra en ven eller kollega? Tilmeld dig her 🙏
Jeg er rådgiver og digital chef hos Willmore. Jeg arbejder især med at hjælpe medier og andre med at forstå deres brugere og skabe værdi samt digital produktudvikling. Mere om mig »
I dette nyhedsbrev skriver jeg (især) om digitale medier, journalistik og teknologi.

Indhold i dette nyhedsbrev:
  1. Video, der kan lyttes
  2. Fra gratis til betalt indhold
  3. Hvad er et medie i 2021?
  4. Nu skal du lære at “følge” podcasts
[1] Idé: Video til ørerne?
Lyd er tilsyneladende ustoppelig, når det kommer til forbrug af indhold fra blandt andet medier. Flere og flere lytter, og det tvinger medierne til at tage stilling til lyd. (Jeg har tidligere opfordret medierne til at få en strategi for lyd.)
Lyd er populært, fordi brugeroplevelsen er suveræn: Du kan lave alt muligt, mens du lytter. Det kan du ikke, mens du læser – og slet ikke, mens du ser en video. Alligevel er der mange medier, der udgiver video (bl.a. fordi videoformatet selvfølgelig kan noget, lyd ikke kan).
Tekstformatet er under forandring, fordi folk lytter mere og mere – så måske video kommer til at gå samme vej?
Forleden dag i forbindelse med jeg sad og forberedte en præsentation, fik jeg en idé:
Versionering vs. krydsforbrug
Med tanke på, at meget tekstindhold bliver lyttet (for eksempel Zetland, der efterhånden bliver mere lyttet end læst) og at flere medier tilbyder, at man kan lytte deres artikler, kunne videoproducerende medier jo overveje at producere deres videoer, så de også kan lyttes.
Det kan for eksempel være en versionering (med et separat lydprodukt udledt af videoproduktionen), men man kunne måske også forestille sig, at man undervejs i videoproduktionen tog højde for, at nogle af brugerne formentlig kun hører lyden.
(Altså en slags “krydsforbrug”, hvor folk konsumerer en type indhold i en anden kontekst, fordi det passer bedre for dem.)
Jeg kom blandt andet til at tænke på det, fordi flere har fortalt mig, at de sætter en video på, og lytter den som podcast, mens de for eksempel går en tur. Jeg talte med en, der sætter Presselogen på, men som ikke nødvendigvis gider sidde og kigge på fem mennesker, der taler sammen, og som i stedet stikker telefonen i lommen og lytter til tv-programmet på turen til og fra arbejde.
Drop “Lyt til denne artikel”-knappen
Det handler om, at vi konsumerer forskellige typer indhold på forskellige måder, på forskellige tidspunkter og i forskellige situationer. For eksempel lytter jeg som regel til podcast og lange artikler, når jeg er på farten (til fods eller i et tog), mens jeg læser, når jeg for eksempel er på arbejde.
Derfor er det ofte spild af pixels, når et medie eller website præsenterer en embeddet player med lydudgaven af den artikel, jeg er ved at læse.
Det er meget, meget sjældent, jeg kan konvertere mit forbrug direkte fra læsning til lytning på den måde – når jeg skal lytte, finder jeg det indhold og de lydprodukter andre steder end der, hvor jeg finder tekst.
En af grundene til at Zetland lykkes, er formentlig også, at de har lydlaget og -oplevelsen i deres app, som de (dygtigt!) har vænnet folk til at åbne, når de er i en lytteforbrugssituation.
Derfor er en “Lyt til denne artikel”-knap på websitet kun en halv løsning, hvis du spørger mig. Og derfor kan man heller ikke nødvendigvis udlede noget af brugen af den – det behøver ikke betyde, at folk ikke vil lytte til indholdet, blot fordi de ikke trykker på den verkakte knap 😉
Jeg har tidligere udtalt mig om noget i den retning i denne MediaWatch-artikel:
Derfor er det også oplagt at tage højde for, at video også konsumeres som audio-only. Det er ikke det samme som, at man skal droppe videoformatets unikke muligheder og greb, men det er noget, man bør være opmærksom på.
Ligesom en artikel bliver skrevet anderledes, hvis man ved, den skal læses op, så kan video også blive produceret og tænkt anderledes, hvis man ved, at mange vil “nøjes” med at lytte.
Hvad kan man gøre?
En start kan jo være at blive klogere på, hvordan ens brugere rent faktisk forbruger indholdet: Spørg dem!
Det kan også være værd at teste det af: Hvordan går man til det, hvis man skal lave en video, som på en gang udnytter videoformatet, men som også kan lyttes? Alle, der har prøvet at lytte til fagbøger som lydbøger ved, at en helsides tabel eller datavisualisering går ud over lytteoplevelsen.
Og hvis man skal versionere videoproduktet til lyd, hvordan gør man så det bedst muligt? Hvordan ser den arbejdsgang ud?
Det kunne det være interessant at blive klogere på.
[2] Fra gratis til betalt indhold
Masser af trafik er godt — men ikke nødvendigvis en indikator for, at folk vil betale.
Mon ikke, vi alle kan nævne indhold, medier, nyhedsbreve, tjenester og andre ting, som vi gladeligt bruger gratis, men som vi ikke nødvendigvis vil betale for. 
Derudover drejer det sig ikke kun om folks penge, og om de vil betale. Det er i høj grad også en konkurrence om folks tid, hvor du konkurrerer med mange andre om den samme tid.
Derfor skal du starte med at finde ud af, hvorfor folk besøger dig og bruger dit indhold. Hvad er det, de forsøger at udføre, løse og opnå? Og vil de betale for det?
Det handler om brugerforståelse, værditilbud, Jobs To Be Done samt selvfølgelig betalingsvillighed (og lidt om hvad du selv kan gøre for at teste den).
Det har jeg skrevet en artikel om:
Hvad fik du ud af at give indholdet væk?
[3] Hvad er et medie i 2021?
Som du måske ved, har jeg de seneste uger brugt en del af min tid og energi på at debattere og skrive om den kommende ophavsretslov (der især er blevet kendt, fordi den skal gøre det muligt for medierne at få penge fra især Facebook og Google).
Jeg har blandt andet skrevet denne artikel for Kforum:
Nu skal Facebook betale – men til hvilken pris?
Det fik mig til at tænke på et spørgsmål, jeg længe har funderet over, og hvis svar har ændret sig kolossalt med internettets og de sociale medier og platformes omkalfatring af samfund og information:
Hvad er et medie?
Spørgsmålet er interessant at tage op i denne kontekst, fordi en legitimisering af mediernes krav om at få penge fra Google og Facebook for brug af deres indhold (et krav, man så kan mene om, hvad man vil) nødvendigvis må hvile på en definition af, hvad et medie er. Og hvad et medie ikke er.
Lad os kigge på, hvad et medie defineres som i en “kan bede om penge fra Facebook”-kontekst:
I det oprindelige lovforslag fra januar, er der en definition, hvor man læner sig op ad betragtning 56 fra EU’s ophavsretsdirektiv, som loven er en implementering af:
“Inden for rammerne af dette direktiv bør begrebet »pressepublikation« defineres på en sådan måde, at det kun dækker journalistiske publikationer, der udgives via ethvert medie, herunder i papirform, som led i en økonomisk aktivitet, der udgør levering af en tjenesteydelse i henhold til EU-retten.
Eksempler:
“De pressepublikationer, som bør dækkes heraf, vil f.eks. omfatte dagblade, ugentlige eller månedlige magasiner af almen eller specialiseret karakter, herunder abonnementsbaserede magasiner, og nyhedswebsteder. Pressepublikationer indeholder for det meste litterære værker, men omfatter i stigende grad også andre typer værker og andre frembringelser, navnlig fotografier og videoer.”
…og så er det selvfølgelig også relevant at kigge på, hvad der ikke er omfattet:
“Periodiske publikationer, som udgives med videnskabeligt eller akademisk formål, f.eks. videnskabelige tidsskrifter, bør ikke omfattes af beskyttelsen af pressepublikationer inden for rammerne af dette direktiv. Beskyttelsen bør heller ikke finde anvendelse på websteder som f.eks. blogs, der informerer som led i en aktivitet, der ikke udføres på initiativ af en tjenesteudbyder, f.eks. et nyhedsforlag, eller under dennes redaktionelle ansvar og kontrol.”
(Nyhedsforlag er i øvrigt en sløj oversættelse af det engelske “news publishers”.)
Som det fremgår, er det kun medier-medier, der får adgang til at bede om penge fra tech-firmaerne. Blogs er specifikt undtaget – medmindre de bliver udgivet af et medie-medie, selvfølgelig.
Det er altså en noget mere snæver definition end internettet og “alle kan starte et medie ✌️-parolen lader en tro.
Jeg tweetede om definitionen, og det førte til en interessant debat med gode pointer fra blandt andre Katja Moikjær, hvor også næstformanden for Dansk Journalistforbund (Allan Boye Thulstrup) kom på banen.
[4] Apple Podcasts går fra "abonnér" til "følg"
Det her er interessant – og tak til Mikkel Malmberg for at tweete om det. 9 to 5 Mac skriver, at Apple har foretaget en ændring i deres podcast-app i det kommende iOS 14.5, så man ikke længere abonnerer på en podcast, nu følger man den (“follow” vs. “subscribe” på engelsk):
Årsagen er, at flere og flere efterhånden forbinder ordet “abonnere” med noget et abonnement, man betaler for. “Follow” kender vi derimod fra især Twitter og Instagram og indikerer en gratis en-vejs relation.
Hvad med nyhedsbreve?
Det er interessant, fordi podcast jo ikke er det eneste, vi abonnerer på gratis. Det gælder også nyhedsbreve – som i øvrigt både findes i gratis og betalte udgaver.
Eksempelvis hed tilmeldingsknappen på formularen til dette nyhedsbrev “Abonnér” – den har jeg da lige eksperimenteret med at omdøbe 😉.
Det understreger, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvad vi kalder tingene – heller ikke når det handler om tilsynelandede selvforklarende knapper.
🏁 Det var det!
Tusinde tak fordi du læser med. Du kan altid skrive til mig på lars@larskjensen.dk, hvis du har spørgsmål eller andet.
Bedste hilsner fra Lars
Jeg er rådgiver og digital chef hos Willmore. Jeg arbejder især med at hjælpe medier og andre med at forstå deres brugere og skabe værdi samt digital produktudvikling. Mere om mig »
Kunne du lide dette nyhedsbrev? Ja Nej
Lars K Jensen
Lars K Jensen @larskjensen

Jeg skriver om nye medier, journalistik og teknologi.

Hvis du ikke ønsker nyhedsbrevet mere, kan du afmelde her
Hvis du har fået tilsendt dette nyhedsbrev fra en anden og du vil have dit eget, kan du tilmelde dig her
Created with Revue by Twitter.
Postboks 1601, 2100 KBH Ø