Se profil

Derfor er det interessant, at Google News vender tilbage til Spanien

Lars K Jensen
Lars K Jensen
Tak, fordi du læser med. Hvis du ikke allerede abonnerer på dette nyhedsbrev, kan du jo overveje at tilmelde dig. Det er gratis.

Foto: Samuel Sweet / Pexels
Foto: Samuel Sweet / Pexels
I går udgav Google et interessant blogindlæg, hvor deres Vice President for den iberiske halvø, Fuencisla Clemares, kunne fortælle, at Google News vender tilbage til Spanien.
Googles nyhedsaggregeringstjeneste (langt ord!) har ikke været i landet siden 2014. Her valgte Google selv at lukke den efter krav om, at de skulle betale til den samlede spanske mediebranche.
Så eh… hvad er der sket siden 2014?
EU-direktiv åbner døren
Jo, EU har fået en ny copyright-lovgivning, og skønt den mestendels er sat i verden for at sætte en klemme på størrelser som Google (de skal betale for at bruge (uddrag af) mediers indhold), er det faktisk med EU-reglerne i hånden, Google går ind i Spanien.
Spanien har for nylig implementeret direktivet i deres nationale lovgivning – og her er anledningen.
The Verge har en artikel om nyheden, hvor de forklarer det nogenlunde i menneskehøjde:
“The big difference from Google’s point of view is that it no longer has to pay a fee to Spain’s entire media industry and can instead negotiate fees with individual publishers. Some may want to charge Google for sharing stories in Google News, and Google can pay them or exclude them, depending on its preference. Other outlets will no doubt waive these fees, judging that the traffic offered by Google News outweighs any lost advertising revenue.”
Formålet med direktivet (som jeg tidligere har skrevet om – du finder nogle links til slut) er at give medier en ret til at forhandle med tech-firmaer og platforme som Google og Facebook for brugen af deres indhold.
For at kunne gøre det, har man udvidet copyright-reglerne i EU med de såkaldte “naborettigheder”, hvilket betyder, at eksempelvis Google og Facebook kan komme til at betale for blot at bruge korte uddrag (der er ikke defineret i dansk lovgivning, hvad et “kort uddrag” er, så det må blive en vurderingssag).
Og det er altså den åbning for forhandling, Google mener, gør det muligt for dem at vende tilbage til Spanien – fordi de ikke behøver forhandle (og betale til) en samlet spansk mediebranche.
🇩🇰 Hvad betyder det for os?
Her kommer den danske vinkel ind i historien. For i den danske implementering af copyright-direktivet er der blevet åbnet for det, man kalder en kollektiv forhandling.
Kort fortalt handler det om, at flere medier kan gå sammen og indgå i én forhandling med (i dette tilfælde) Google på vegne af alle, der er med i kollektivet.
Det har ført til skabelsen af det, der (noget tørt) hedder “Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation”. (Der bliver samtidig arbejdet på at få den model bredt ud i EU.)
Og skønt Google hilser “den danske model” velkommen, er det interessant at se den i kontekst af beslutningen om, at Google News skal tilbage til Spanien. Her er det jo netop det at kunne forhandle med de enkelte medier direkte (frem for at betale til alle ved kasse 1), der gør Spanien til et attraktivt Google News-land.
Når man skriver om det her, tager man ofte sig selv i at skrive “derfor bliver det interessant at se…” – men det er nu engang virkeligheden, når der bliver spillet med musklerne mellem de store spillere: Der er forhandlinger i gang, og vi ved endnu ikke, hvordan de danske medier bliver stillet.
Et par tanker om Google News Showcase
Udover Google News ruller Google også deres nye Google News Showcase-produkt ud i Spanien.
News Showcase er et sted, hvor Google viser indhold fra de medier, der har lyst til at være med – og medierne kan selv bestemme, hvad de vil vise frem. Her er også mulighed for at vise indhold, der ellers er gemt bag en betalingsmur.
Google vil formentlig aldrig selv sige det, men News Showcase er en god størrelse at have med, fordi Google her rent faktisk betaler for at bruge mediernes indhold. Dermed kan man stadig sige, at man ikke betaler medierne for at optræde i søgeresultater (hvilket vil være en farlig dør at åbne…) samtidig med, at de får betaling for brugen af deres indhold.
Herhjemme har TV 2 og JP/Politikens Hus gjort det interessant ved fra start at sige, at de ikke kommer med i et samarbejde omkring Google News Showcase (Læs mere hos MediaWatch: TV 2 / JP/Politikens Hus).
🤔 Final thoughts
Det er et interessant udspil fra Google, at de vælger at vende tilbage til Spanien med News-produktet med EU’s copyright-lovgivning i hånden. Det viser samtidig det fornuftige i, at EU får bare nogenlunde ensartede regler på området.
Det fornuftige (også set fra en divers mediebranches synspunkt) er, at især små medier, der aldrig vil kunne få fornuftige penge ud af et samarbejde, kan vælge at være med i Google News kvit og frit og se, om det kan blive en kilde til trafik, som de kan tjene penge på.
Google foretrækker at forhandle med de enkelte medier i Spanien, men her i Danmark (og måske andre EU-lande) vil man hellere gå sammen på tværs af mediestørrelser og -forretninger og forhandle.
Derfor er det interessant, at Google News vender tilbage til Spanien.
Om det betyder, at vi så også kan få en Google News i Danmark, er nok for tidligt at sige. Årsagen til, vi ikke har det er, at der tidligere var meget stor modvilje i den toneangivende del af mediebranchen.
Men som sagt: Nu er forhandlingerne i gang – vi må vente at se 😉
🔎 Jeg har tidligere skrevet om emnet:
Medierne og Facebook har smidt handskerne
Analyse: Er vi på vej i konflikt med Google og Facebook?
FAQ om den nye ophavsret ("link-loven")
Fem ting, du holde øje med i den nye lov om ophavsret
Derfor er mediernes krav til Facebook problematiske
Tak, fordi du læser med. Send mailen videre, hvis du kender en, der synes, det er interessant.
Kunne du lide dette nyhedsbrev? Ja Nej
Lars K Jensen
Lars K Jensen @larskjensen

Jeg skriver om nye medier, journalistik og teknologi.

Klik her for at afmelde.
Hvis du har fået tilsendt dette nyhedsbrev fra en anden og du vil have dit eget, kan du tilmelde dig her
Created with Revue by Twitter.
Postboks 1601, 2100 KBH Ø