Medier anno 2020 er nødt til at tænke kreativt for at få økonomien til at hænge sammen. Desværre står lovgivningen i vejen for en af de mest udbredte metoder til at styrke bundlinjen - og kontakten med læserne/lytterne/seerne.
Det drejer sig om de udbredte donationer fra brugerne. Det store forbillede er The Guardian, der har vendt årtiers økonomiske kaos til overskud ved hjælp af frivillige bidrag fra læserne.
Herhjemme er metoden mest brugt blandt små medieiværksættere. Det er fx Medietrends, podcasten Borgen Unplugged med fætrene Qvortrup, Mørkeland, nyhedsbrevet Morgenpost og mange, mange flere mindre udgivere.
Senest har jeg snakket med et mellemstort dansk medie, som også overvejer at styrke forretningsmodellen med bidrag fra læserne.
Desværre er metoden ulovlig, hvis ikke man har en godkendelse fra
Indsamlingsnævnet. I deres optik er der tale om indsamlinger og den slags skal godkendes af nævnet. Nogle medier har en godkendelse.
Ikke nok med det, så koster det 1.100 kroner at få en godkendelse og derefter skal der indsendes et årligt særskilt regnskab revideret af en statsautoriseret revisor.
På den måde ryger der let 10-15.000 kroner ud til ingen ting.
For et år siden
påpegede jeg problemet og da jeg intet har hørt siden, håbede jeg, at nævnet havde valgt at se igennem fingrene med tilstanden.
Men sådan er det desværre ikke. Platformen
10er, der hjælper over 200 danske projekter - heriblandt en del medierelaterede - med at indsamle, bliver nu truet med bøder fra Indsamlingsnævnet, hvis ikke de mange projekter bliver godkendt.
Fantastisk timing på et tidspunkt, hvor coronakrisen presser mange og hvor brugernes lyst til at støtte medierne er
kraftig stigende.
Jeg forstår godt, at der skal være justits med, hvem der indsamler til hvad. Vi er vel alle glade for at, at platugler ikke har frit spil til at samle ind til kræftsyge børn.
Men altså medieiværksættere, som ikke udgiver sig for andet end at være medier og som ikke modtager nogen form for offentlig mediestøtte. Hvorfor skal et nævn bestående af repræsentanter fra NGO-verden spænde ben for dem?
Reglen er let at ændre, for der er masser af undtagelser i forvejen. For eksempel må politikere og partier gerne samle ind uden godkendelse og statsautoriseret regnskab.
Hvis ikke reglen ændres, bør medierne repræsenteres i nævnet.
Her på Medietrends mener jeg, at jeg er på den rigtige side af loven, fordi støtten fra jer reelt ikke er en donation uden modydelse. Støtten er derimod et medlemskab med fordele, som kun gives til medlemmerne.
Nå, undskyld den sure start, der er også positive ord i dette nyhedsbrev 🎻
God læselyst
Jan
PS : Husk ugens mediekryds - find den nederst i mailen.