Hvad sker der, når Mads Aagaard og andre mænd, der i øjeblikket bliver afsløret som krænkere, på et tidspunkt vil forsøge at komme videre i deres arbejdsliv?
Måske ligger deres navne i ansøgerstakken næste gang, I skal ansætte på din arbejdsplads.
Erfaringen fra mediebranchen er, at det meste oftest tilgives, men måske er det anderledes denne gang. Mange vil argumentere for, at kulturen kun kan ændres, hvis krænkerne bliver mødt med hårde og langvarige konsekvenser.
Branchen er træt af at se på chefer, der skifter bad standing ud med good standing bare fordi de får nyt visitkort.
De aktuelle sager rejser et vanskeligt dilemma mellem hensynet til de krænkede, branchekulturen, arbejdsmiljøet og princippet om at mennesker - selv de der har opført sig afskyeligt - skal have mulighed for at komme videre.
En eller anden dag kommer nogen til at overveje, om de skal have et livslangt berufsverbot eller et nyt medarbejdernummer.
Her er seks spørgsmål, der kan bruges, hvis man overvejer at ansætte tidligere krænkere:
- Har krænkeren arbejdet seriøst og resultatgivende med sig selv og de årsager, der skabte problemet?
- Får krænkeren et job, der minder om det, han ikke var i stand til at passe på en ordentlig måde?
- Skal krænkeren igen have magt over andre mennesker i det nye job?
- Kommer krænkeren til at arbejde sammen med nogle, han tidligere har forulempet?
- Er krænkeren ubestridt og til overmål den bedst tænkelige kandidat, man kan tiltrække?
- Er topledelsen klar til at tage et udvidet ansvar for at det er en særlig udfordring at ansætte personen?
Nåleøjet er småt, men det er der.
/Jan
I dette nyhedsbrev er der 6 historier og en animationsfilm