Det korte svar er selvfølgelig et stort NEJ.
Ingen kan skrive troværdigt, uafhængigt og kritisk om noget som helst, hvis de samtidig selv lader sig smøre af aktører med store interesser.
Det føles næsten banalt at skrive dette i et nyhedsbrev til professionelle mediefolk. Men anledningen er selvfølgelig Politikens sommerserie Staycation, hvor flere journalister har ferieret på danske hotellers regning.
Udover et ophold på D'angleterre til 14.000 kroner (for en nat), er det mest opsigtsvækkende fejlskud, at den politiske redaktør og hans familie i 9 dage har turneret rundt i en Tesla og overnattet på diverse badehoteller - alt sammen betalt af Tesla og hotellerne.
Her blot nogle få alarmklokker, der burde kunne vække hele Rådhuspladsen:
- Politiken mister troværdighed, når de dækker aktuelle politiske emner om hjælpepakker til turismeerhvervet eller elbil-industriens ønsker i klimaforhandlingerne, når selv samme aktører betaler den politiske redaktørs sommerferie.
- Den politiske redaktør forhindrer - de facto - sig selv i at røre ved ovenstående emner.
- Politiken skrev kritisk om Lars Løkkes betalte sommerhusophold af kvotekongen. Ville den politiske redaktør kunne skrive den samme historie i morgen?
- Bliver journalister, der finder det naturligt at lade sig beværte af interessenter, blinde for politikeres og embedsmænds samme morads?
- Hvorfor sælger Politiken sig selv så billigt? Hvis hotellerne eller Tesla skulle opnå samme eksponering i Politiken med annoncer eller sponsoreret indhold, havde Politiken tjent mindst 10 gange så meget.
- Hvad siger Skat egentlig til konstruktionen? Måske en spændende og formentlig kompleks historie, som Politiken afskærer sig selv fra at kunne skrive.
Luderture er ikke noget nyt fænomen, men Tesla-turen er så meget spot on på problematikken, at den bør rejse en debat om integritet i branchen og allerhelst sætte en stopper for fænomenet.
Mediernes vigtigste grundstof er troværdighed og selv den bedste journalistik mister sin værdi, hvis ingen har tillid til afsenderen eller er usikker på dens interesser.
Politiken mener, at de sagtens kan håndtere interessekonflikten, men hvad er det værd, hvis læserne ikke stoler på det.
Uagtet den tynde etiske is, som Politiken bevæger sig på, kan man også spekulere over, hvad den journalistiske begrundelse for overhovedet at bringe omkostningstunge rejse- eller oplevelsesartikler egentlig er?
Hvis ikke medierne har råd til hotelovernatninger, så har læserne nok heller ikke og hvad skal de så bruge reportagerne til?
Teslaturen bør være anledningen til at konvertere hele fænomenet til sponsoreret journalistik. Så er der vandtætte skotter mellem redaktion og kommercielle interesser og det er en meget bedre forretning for medierne.
Nok om det, der er gudskelov andet end bekymringer i dette nyhedsbrev. God læselyst.
Jan