Undskyld, mit tabloide og næsten morbide krav. Og godmorgen, i øvrigt.
Det sker ikke ofte, at jeg savner flere menneskelige tragedier i medierne. Men folk dør altså af og med corona. Faktisk over 1,4 millioner døde på verdensplan og i Danmark nærmer vi os 900 dødsfald.
Jeg kender (gudskelov) ikke en eneste af dem, og jeg kender dårligt nok nogen, der har været smittet. Så, hvis jeg skal mindes om, at corona handler om mennesker af kød og blod og tusindvis af ulykkelige pårørende, er medierne nødt til at hjælpe mig.
Grundlæggende synes jeg, at mediedækningen har været rigtig god. Men det er som om identifikationen er forsvundet, og er blevet afløst af daglige smittetal, der er ligeså kolde som pollental og aktiekurser.
Coronaen æder ægte mennesker på den ondeste måde. Unge og ældre, som dør en langsom kvælningsdød uden, at deres elskede kan være sammen med dem i den sidste stund.
Det sker. Vi ved det godt. Men hovedparten af os kan ikke mærke det, for alle de døde, syge og smittede er reduceret til statistik.
Måske bidrager den ferske dækning ligefrem til, at nogle holder op med at stole på, at corona findes og er dødsensfarlig.
Der skal ikke svælges i iltmangel, senfølger og forældreløse børn. Men hvis nogen dryssede ti procent mere (taktfuld) human touch over dækningen, tror jeg ikke det ville skade.
Et godt eksempel på empatisk journalistik med stor identifikation er
historien om den 47-årige svenske brandmand Kent Östling, der blev smittet og overlevede efter 61 dage i respirator og som flere medier har fortalt i denne uge.
God læselyst
Jan
Dette ugebrev har 10 historier og til sidst kan du komme gratis med på en af dette års mest spændende konferencer.
