Se profil

Genudsendes pga tekniske problemer. Websummit dag 4: Tre take aways fra Websummits grumsede dagsorden

Medietrends
Kære læser.
Måske har du allerede modtaget dette nyhedsbrev torsdag aften. Men en skræmmende antal gjorde det ikke. Derfor denne genudsendelse, mens jeg så småt begynder min hjemrejse til det kolde Nord.)
Efter fire dage på Websummit, er det på sin plads at overveje, hvad årets agenda egentlig var?
Tidligere år har jeg oplevet nogle meget tydelige diskurser som lyste op over alt uanset om det var i den ene eller anden branche repræsenteret på Websummit.
I år virker det hele lidt grumset, hvis man kan udtrykke det på den måde.
Hvis jeg alligevel skal prøve helikopterblikket, så efterlader Websummit, som jeg i øvrigt tænker er repræsentativ for hele den digitale verden lige nu, tre spor:
  • Post pandemic. Mange lande har været meget, meget hårdere ramt end i Danmark og lige nu er der bare en lettelse over at komme videre med det arbejde, der i vid udstrækning gik i stå i halvandet år. Det betyder også, at pengene hænger ekstremt løst hos investorerne. Det ved jeg fra startuppere og mine to nye venner fra Londons venture kapitalverden. (læs mit nyhedsbrev fra dag 2).
  • Data og algoritmehad. Der er en udbredt diskurs mod algoritmer, 3. parts data og i det hele taget dataslaveri. Mens vi for få år siden var tossede med at styre alt efter data, så breder der sig en modreaktion og en hyldest til det bløde og umålbare. Det betyder dog ikke, at data forsvinder som styrestjerner, blot at der måske endelig er ved at udkrystalisere sig et mere modent brug af dem.
  • Metaverse handler ikke kun om Facebooks nye fremtidsvision. Masser af andre aktører har meget travlt med at reclaime metaverse, som de har arbejdet med i årevis under andre betegnelser som immersive, VR, og AR og som de ikke gider se Facebook stikke af med.
Websummit er jo vanvittig stor og derfor kan andre sagtens rejse hjem med nogle helt andre oplevelser og analyser.
Nu er det tid til resten af nyhedsbrevet, som du skal have tak for at have holdt ud dagligt i denne uge.
Fra næste uge er jeg tilbage i almindelig kadence torsdag morgen - undskyld forstyrrelsen.
Obridago, Jan

CEO Jesse Shemen fra Papercup
CEO Jesse Shemen fra Papercup
Sky News bruger syntetisk tale til spanske seere
Et lille britisk startupselskab, Papercup, hjælper Sky news med at nå ud til millioner af spansktalende seere - uden at Skynews skal gøre noget som helst andet end at trykke på en knap.
Når Skynews har oploadet en nyhedsudsendelse til deres YouTubekanal med knap 4 millioner følgere, bliver udsendelsen samtidigt sendt til Papercup, som oversætter speak og kilder til spansk. Herefter oploades den spanske version kort tid efter til YouTube.
Sky News siger, at forbruget på deres spanske vertikal overstiger alle forventninger (26 millioner views de første 12 måneder) og at spanske nyheder kun er første skridt ind i en ny syntetisk verden, der giver mulighed for at maksimere udbyttet af de redaktionelle investeringer.
Ud over nyheder tænker Sky News også i sport, underholdning og undervisning.
Når jeg kigger på Sky News spanske kanal virker seertallene dog generelt beherskede. Men det væsentlige her, er sådan set også teknologien og use casen.
The voice of Gen Z
The voice of Gen Z
Generation Z er klar til at overtage
Det kan godt være, at gamle Mark Zuckerberg tror, at han er ved at opfinde metaverset, men han tapper blot ind i en verden, som generation Z (12 til 24-årige) allerede bor i.
Det mener Jaci Hays, der er COO i Esportsfirmaet FaZe Clan, der har 350 millioner følgere på sociale medier. I al beskedenhed hævder hun, at hendes firma er the voice of Gen Z.
Hun viste blandt andet et interessant diagram, der med al tydelighed viser, at generation Z, også kaldet zoomers, er den diametrale modsætning til deres bedsteforældre, boomerne. Z'erne er den første generation, hvor gaming er det dominerende elektroniske medieforbrug.
“Som gamergeneration er vi allerede vant til 3D, immersive og VR. Vi er allerede tæt på metaverse. Det er vores kultur, som kommer til dominere nu. Big time.”
Tre tip fra Jaci Hays:
  • Behandl aldrig zoomers som consumers
  • Generation Z ønsker communities og vil tales med - ikke til.
  • Husk, at generation Z er 100 procent digitalt indfødte.
Jeg har ikke haft tid til at finde undersøgelser, der eventuelt viser, at millenials havde samme gamingforbrug, da de var på generation Z-alderen.
»I have to get my audience prepared that I’m getting pregnant at some point.«
Sarati Callahan, influencer. 481.000 følgere på Instagram.
Sportsjournalistik vinder i metaverse
Hvis der er et medieområde, som allerede er trådt ind i det immersive metavers, så er det sport. Og i de kommende år, kommer det til at gå endnu hurtigere.
Det vurderer Peter More, der er tidligere CEO for Liverpool FC og nu er sportschef hos det delvist danske Unity, der skaber software til spiludviklere.
Han peger især på real time 3D, som både vil give publikum mulighed for selv at vælge vinkel direkte, men som også vil give fantastiske muligheder for efterfølgende analyser af situationer i for eksempel en fodboldkamp.
Vi kommer ikke kun til at kunne se de vinkler, der faktisk bliver optaget med kamera, men også fra positioner, hvor billedet bliver beregnet fordi det ikke er filmet. Det kan for eksempel være det perspektiv, som Kasper Schmeichel har, når bolden er på vej imod ham.
“Teknologien vil revolutionere den måde, vi konsumerer sport på. Vi kommer tættere på alle detaljerne end nogen kan forestille, sig,” sagde Peter More, der havde MMA-bryderen Georges St. Pierre med sig på scenen.
Når influenter brænder ud
Er du en midaldrende hårdtarbejdende medarbejder i den kreative branche, som er bekymret for om der er brug for dig om 10 år, så skulle du bare prøve at være en 19-årig influencer med 3,8 millioner følgere på Youtube og over 20 millioner på TikTok.
Det er hamrende hårdt at være i centrum på TikTok. Det kræver dagligt (uha) arbejde og selvom TikTok er en unik kanal, hvor følgerne kommer let, forsvinder de også hurtigt, hvis ikke du konstant er i stødet.
Det fortalte tryllekunstneren Sean DoesMagic, som startede på Youtube som 10-årig og i dag er en kæmpe succes på YouTube og TikTok. Men han forestiller sig ikke, at hans succes holder hans tid ud og derfor er han præcis lige så bekymret, som mange seniorer er på arbejdsmarkedet.
26-årige Rachel Levin, der har over 26 milliarder views på sine YouTube-videoer, delte hans vurdering af fremtidsudsigterne, men pointerede dog, at det klogeste man kunne gøre - og det gælder vel egentlig også for seniorerne på arbejdsmarkedet - er at være autentisk og følge sine intuitioner.
Kom med på Medietrends kurser
Mød magten
Vidste du, at Medietrends har et netværk for alle, der arbejder med nyhedsbreve? Fem gange årligt holder vi online masterclasses med inspiration fra de bedste på feltet og hver måned får du et fagligt nyhedsbrev om nyhedsbreve!
Ikke mere i denne omgang - vi ses allerede igen i morgen aften efter Websummits første rigtige dag
Jan
Kunne du lide dette nyhedsbrev? Ja Nej
Jan Birkemose

Det ugentlige nyhedsbrev til dig, der interesserer dig for journalisters og kommunikationsfolks fremtid.

Hver torsdag får du indhold fra alverdens kvalitetskilder - altid skrevet med en personlig og analytisk vinkel af Jan Birkemose.

Og hvem er så det?

Det er mig. Jeg har en fortid som journalist og chefredaktør på Ugebrevet A4 og Ekstra Bladet. Jeg har været journalistisk fellow på SDU og siden 2016 drevet Medietrends.dk, der er mediebranchens altmulig-biks for rådgivning, inspiration, undervisning og kaffesnakke.

Håber vi ses i din indbakke - Jan

Klik her for at afmelde.
Hvis du har fået tilsendt dette nyhedsbrev fra en anden og du vil have dit eget, kan du tilmelde dig her
Created with Revue by Twitter.
København