Godmorgen ☀️
Jeg ville egentlig så gerne indlede dette nyhedsbrev med lidt optimisme.
Men ligesom vi som befolkning kun lige har indledt rejsen op af coronaens dødskurve, så kan medierne meget vel også kun være ved begyndelsen af en uhyggelig nedtur, der rækker længere end den annoncekrise, som vi ser lige nu.
Den er ellers slem nok og er akut ved at tage livet af især lokale og regionale medier. Men også mediehuse som Altinget, Heartbeats og Benjamin Media har i denne uge fyret medarbejdere fordi annoncesalget svigter katastrofalt.
Alene blandt de medarbejdere, der hører til hos medie a-kassen AJKS, er der kommet 500 nye ledige siden coronaen lukkede Danmark.
Netop ledighed er også årsagen til, at mediekrisen bevæger sig mod en anden halvleg. For hvad skærer folk væk, hvis de mister deres job og skal trimme budgettet?
Skal vi gætte på at avisen ryger før Netflix?
Alene siden den 9. marts er der kommet flere end 50.000 nyledige i Danmark og hver eneste dag stiger tallet med mindst 1.000 personer.
Hvor mange af disse, der i dag har et eller flere medieabonnementer, skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke abonnementsafdelingerne snart kan aflæse ledigheden på opsagte abonnementer?
Faktisk viser undersøgelser, at “jeg har mistet mit job” er på top 20 af de forklaringer folk giver, når de opsiger deres abonnementer.
Abonnementskrisen vil ikke kun ramme btc-medierne - dem der sælger direkte til forbrugerne. Formentlig kan den ramme lige så hårdt hos btb-medierne, der sælger til virksomheder. En kundegruppe, hvor den kommende tid vil præges af lukninger og besparelser.
Hvis man skal spille endnu mere mol i jammeren, så er en mediekrise tungere at arbejde sig ud af end kriser i mange andre brancher.
Lige så snart nedlukningen af samfundet er ovre vil mange igen have brug for at få klippet håret og gå på cafe. Men kun få ringer selv til avisen og beder om at få et nyt abonnement.
En tabt abonnent bliver dyr og langsommelig at genvinde, hvis det overhovedet er muligt, når relationen først er brudt.
Så ja, vi skal glæde os over, at politikerne onsdag blev enige om en kompensation på 180 millioner kroner til medier med voldsomt annoncetab.
Men desværre er det måske kun første bølge i en dyb mediekrise, som kulturminister Joy Mogensen og co. her har mildnet.
Jan
PS: Dette nyhedsbrev har også mere muntre toner og til sidst bliver du inviteret til en sidste (virtuel) gang fredagsbar i Journalisthøjskolens kælder - så hæng ved